Saferoad stiller skarpt på skilte

Oprettet d. under Artikler

 

Der er mange regler på skilteområdet, og de ændrer sig hele tiden. Det kan derfor være vanskeligt at holde sig opdateret i en travl hverdag, hvor opgaverne presser sig på.

 

Den udfordring kender de godt i Hjørring Kommune. Derfor bad kommunen Saferoads eksperter om at lægge vejen forbi, så medarbejderne kunne få tanket op med den nyeste viden på området.

Et skilt er ikke bare et skilt

”Der sker hele tiden noget på skilteområdet. Et skilt er ikke bare et skilt. Der er mange forskellige kombinationer og muligheder. Det er en hel videnskab, ” forklarer Jesper Hodal Kristensen, som er senior key account manager hos Saferoad.

 

Han besøgte for nylig Hjørring Kommune sammen med sin kollega Benny Hansen. Her genopfriskede de to eksperter de regler, som gælder på området: Færdselsloven, vejreglerne og Vejdirektoratets håndbøger. Derudover gennemgik de, hvordan vejskilte dimensioneres ud fra faste skemaer, hvor hastigheden afgør størrelsen på tavlen.

 

De mindede også om, at rammen på en færdselstavle skal være kraftigere, jo større tavlen er. Det samme gælder, hvis det blæser meget i området, eller hvis jorden, som skiltet står i, er relativt løs. Det forlænger skiltets levetid markant.

 

”Det er jo logisk, at skilte skal være større, når man kører hurtigere, og at rammen skal være kraftigere, når det blæser. Det giver god mening, når man tænker over det,” siger Jesper Hodal Kristensen.

 

Han peger også på, at det giver god økonomisk mening at sætte sig godt i retningslinjerne for montering af skilte.

 

”Hvis man monterer tavlerne korrekt, så er der god mulighed for, at de holder i 25 år,” siger han.

God grund til vejregler

Selvom det tager tid at sætte sig ind i reglerne, så mener Jesper Hodal Kristensen alligevel, at det er godt, at det er stramt styret, hvordan vejskilte skal se ud, og hvordan de skal være placeret med mere. De mange regler er nemlig med til at sikre, at skiltene er lette at læse, og at de er ens over hele landet, og det er med til at forbedre trafiksikkerheden.

 

”Mængden af veje og antallet af biler på vejene er vokset voldsomt, men alligevel har vi langt færre trafikdræbte, end vi havde for 50 år siden. Det kan vi blandt andet takke vejreglerne for,” siger han.

 

Derfor mener han, at vi skal være glade for vejreglerne.

 

Artiklen er oprindeligt bragt i magasinet Building Supply. 


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar